Det første møde

Præsentations mødet aftales med dagplejekontoret og foregår i hjemmet hos den dagplejer barnet er tilbudt. Her informeres familien om de overordnede forhold og forventninger til hinanden italesættes. Familie, barn, dagplejer samt pædagog deltager. Det er vigtigt, at skabe et godt grundlag for det fremtidige samarbejde.

Dagplejeren vil fortælle om sig selv samt hvilke værdier hun/han lægger vægt på og om de daglige rutiner og aktiviteter. Familien vises rundt i den del af hjemmet, dagplejeren benytter til sin praksis. Der vil være information om gruppen, dagplejeren er en del af og om legestuen og rutinerne her.

Forældrene fortæller om deres barns behov og rytme og det aftales, hvordan der tages bedst mulig højde for disse under tilknytning til dagplejen.

Pædagogen spørger indtil oplysninger om barnets trivsel, eventuelt samarbejde med sundhedsplejen (Blomsten) og informerer forældrene om:

  • generelle oplysninger
  • dagplejepædagogens rolle
  • gæstedagpleje systemet og afholdelse af ferie
  • syge børn i dagpleje
  • forældremøder
  • forældrebestyrelsen
  • dagplejens pædagogiske læreplan
  • forløbspladser
  • opfølgningssamtale efter 6 måneder
  • dagplejens åbningstider
  • af sikkerhedsmæssige årsager aftaler vi evt. brug af sele til barnet

Ved præsentationsbesøget aftales med familien, hvad de skal medbringe til barnet.

Dagplejen sørger for soveplads (barnevogn eller soveplads inde, dyne, sele, legetøj, beskæftigelsesmaterialer og sund og varieret kost)

I Hvidovre skal forældrene selv sørge for bleer og engangsvaskeklude. Desuden skal medbringes skiftetøj. Barnet skal have overtøj og fodtøj med, afhængigt af vejret.

I starten vil det måske være en god idé, at barnet har sin egen dyne med hjemmefra eller andet, der gør, at det føler sig mere tryg.